Forside

Bipolare er altid i godt selskab med andre bipolare, vi behøver ikke forklare hinanden hvad vi laver

- at være bipolar er nemlig fuldtidsbeskæftigelse!

Vi har i foreningen valgt et andet web-hotel. Det gør at der i en (forbenhåbentlig kort) periode vil mangle oplysninger og det hele ser rodet ud. Giv tid, så kommer vi på plads igen :)

 

Bipolarforeningen er skabt af mennesker med diagnosen Bipolar Affektiv Sindslidelse.

Bipolarforeningen er for mennesker med bipolar, deres pårørende og alle med interesse for sygdommen.

Vi vil arbejde for at samle information om bipolar, behandling og sagsbehandling i almindelighed.

Vi vil forklare hvad vi mener, vi vil sammen forbedre vilkårene for bipolare og deres pårørende.

Vi vil indgå i samarbejde og partnerskaber, der hvor det giver mening.

Bipolar er store byrder og udfordringer, mange ønsker at tale bipolares sag i det offentlige rum, men vi ønsker en mere samlet stemme over for samfund, sundhedssystem, organisationer, politikere og pårørende. Vi ønsker at tale for os selv, skabe opmærksomhed, fortælle hvad der virker for hver især og at blive lyttet til.

 

Velkommen!

Betina Fritz-Jensen/formand

CVR 36365196

 

SAMTALE UDEN SPROG

 

Bipolarforeningens kombinerede bestyrelsesmøde og konference i denne weekend kan umuligt udkomme med et referat og end ikke med et resume. Et af de mange store problemer i den forbindelse er, at når man træder et skridt nærmere bipolar og forsøger at trænge ind i stoffet, så holder sproget op. Der mangler simpelthen ord. Konferencen blev en lang famlen efter ord, billeder og sprog. På trods kom vi rigtig langt - vi ville sådan have ønsket os, at I var der :-)

 

Som sagt er det ikke til at give referat, men vi kan godt sige noget alligevel. Her kommer et forsøg på at beskrive nogen af de kerneområder der opstod under samtalen:

Som det fremgår mangler området som ligger “mellem de to poler” sprog. Alt andet lige, så bliver det meste af en bipolar’s og de pårørendes liv levet i netop DET rum, men det er også det rum hvor der er færrest ord og begreber der beskriver hvad der egentlig foregår. Hvad er det som den bipolare bidrager med - positivt som negativt - og hvad er det som ville have været der, uanset om bipolar var tilstede eller ej. Det giver en meget rodet og sårbar hverdag.

 

Hvad er det for processer som foregår og hvad udløser hvad, når man taler om de mange episoder og positioner, som ikke kan betegnes som ’sygdom’ eller i alle fald gør man har brug for hjælp eller behandling fra fagfolk? Hvad gør det ved hele familien, at leve sammen med een som af og til tænker “gid jeg ikke var her"?

 

Man skal gøre sig klart at familier med bipolare medlemmer har en ‘forstørret sårbarhed’. Det er ikke fordi de bipolare er mere sårbare eller de enkelte medlemmer af familien er mere sårbare, men sårbarhederne ligger forskudt, så sårbarhedsrummet bliver større. Når man lægger til at den bipolare’s sårbarhed hele tiden flytter sig, og til tider tramper uhæmmet rundt, med sin skiftende forståelse for andres sårbarhed, bliver ’sårbarhedsrummet’ endnu mere belastet.

 

Når man skal diskutere bipolar, kommer meget af tiden til at gå med dels at afvikle eller præcisere ord og begreber, (fx. hvad betyder lidelse egentlig? Behøver man ordet “mental” for at blive klogere på bipolar - eller står det i vejen for nye forståelser?) og dels må man sidde og prøve at skabe nye begreber som skal dække de nye felter som dukker op i samtalen.

 

Alt andet lige, så KOM vi faktisk frem til et par konklusioner: Når man går hele situationen igennem og ser på definitionerne af forskellige begreber - bla. sygdom (som man kan helbredes for), lidelse som vi forbinder med religion (Jesus på korset og hele lidelseshistorien) og handicap (som man ikke kan helbredes for) - så kan det utvetydigt fastslås, at bipolar er et handicap.

 

HVAD KAN BIPOLARFORENINGEN GØRE I FREMTIDEN?

 

Bipolarforeningen kan være med til at udpege ubelyste felter og medvirke til de får sprog og billeder, så det kan bearbejdes og tilpasses i hverdagen. Noget af det som er mest tabubelagt, men også er det som fylder meget i familier med medlemmer med bipolar, er ’selvmordsdrift’. Det optræder hele tiden, selvom det ikke er nævnt, på samme måde som fx vold i familien hele tiden er tilstede - alene fordi det er en mulighed. Sprog, ord, kausalitet (forholdet mellem årsag og virkning) og billeder vil bringe situationen i mere balance.

 

Bipolarforeningen kan være det sted hvor bipolare og pårørende kan få viden om livet med et medlem i familien som har bipolar. Råt for usødet lige på men skrået ind til benet, så vi alle kan komme videre. Vi slipper ikke for, at bipolar fylder meget i hverdagen for alle berørte, men vi kan åbne dørene og gøre rummet større, så alle kan bevæge sig mere frit.

 

Bipolarforeningen skal vidensdele og deltage i den samfundspolitiske debat og medvirke til, at skabe et felt hvor det er de bipolare og de pårørende der definerer det bipolare handicap.

 

Der skal lægges langt større vægt på at undersøge, definere og støtte de nære pårørende - i særlig grad børn og ægtefæller - og kommunernes sagsbehandlere skal have værktøjer fra folketinget til at hjælpe pårørende ‘ramt af bipolar’. Pårørende til bipolar har en trængt hverdag og bør støttes i de aktiviteter som de opsøger i deres liv, hvad enten det drejer sig om uddannelse, erhverv eller frirum.

 

Der var desuden en debat om delvis fradømmelse af en bipolar’s myndighed i perioder med voldsomme episoder. Der var enighed om det ville være en god ide, men også at det er meget vanskeligt i praksis. Debatten havde ikke noget klart udfald, men er ‘holdt i luften’ til fremtidige overvejelser.

 

Bipolarforeningen skal på sigt kunne rådgive og vejlede bipolare og pårørende i det offentlige behandlingssystem, uddannelse, arbejdspladsen og familien.

 

Som sagt er det ikke muligt at referere fyldestgørende fra Bipolarforeningens 2016 konference, men vi håber ovenstående har givet et lille indtryk.

 

Til slut skal det gøres klart, at een af de ubalancer og uretfærdigheder som opstår omkring bipolar, er den manglende anerkendelse af der er tale om et handicap, og den handicappede bliver stillet til regnskab for HELE sin livssituation, inklusive det som den bipolare ikke er herre over, og på den måde ofte er bærer af en stærk uretfærdighedsfølelse, som er nedbrydende for både den ramte og for familien.

-----

Nedenfor er et lille uddrag fra Institut for menneskerettigheder’s vurdering af hvor langt Danmark er kommet med at gennemføre sin ratificering af FN’s handicapkonvention i forhold til anerkendelsen af psykisk sygdom som handicap.

 

BIPOLAR ER ET HANDICAP, UANSET HVORDAN DET OPLEVES ELLER HVORDAN DET KOMMER TIL UDTRYK.

 

Faktisk er FN’s definition mindre restriktiv end den vi brugte på konferencen når det gælder at fastslå om bipolar er et handicap eller ej. Det er den i FN regi, og selv et forsøg på at sige at bipolar ikke er et handicap, kan ikke lykkes.

 

Det er desuden sådan, at FN længe, i kraftige vendinger, har kritiseret Danmark for at definere handicap alt for snævert, når det gælder psykiske lidelser. Bipolarforeningen opfordrer hermed alle læger, organisationer, offentlige myndigheder og Folketing til for fremtiden at benævne og behandle bipolar som et handicap - at sige, at anerkendelsen af bipolar som et handicap skulle have været gennemført for længe siden - giver ingen mening, men det er rimeligt at sige, at det kun kan gå for langsomt!

 

Institut for menneskerettigheder’s HANDICAP STATUS 2014-15:

 

"Handicapkonventionen bygger på en styrket anerkendelse af, at personer med handicap har ret til at bestemme over deres krop og liv på lige fod med andre mennesker. Det fremgår blandt andet af konventionens bestemmelse om generelle principper, at konventionen bygger på respekt for ”personlig autonomi, herunder frihed til at træffe egne valg, og uafhængighed af andre personer”.

 

Konventionens stillingtagen til tvangsindlæggelse og behandling skal læses på denne baggrund. Handicapkomitéen har i 2014 vedtaget en meget vidtgående generel kommentar om retlig handleevne, hvor komiteen taler for et forbud mod tvangsbehandling i psykiatrien.

Psykisk sygdom er ofte længerevarende og vil derfor ofte være at anse som et handicap i Handicapkonventionens forstand. Selv om særlove om psykiatrien ikke udelukkende rammer personer, som har en længerevarende psykisk sygdom, vil de imidlertid ofte ramme personer med længerevarende psykisk sygdom i særlig grad og vil derfor kunne udgøre indirekte diskrimination på grund af handicap.

 

Handicapkonventionens artikel 14 forbyder frihedsberøvelse af en person med henvisning til eksistensen af et handicap. Derudover forbyder konventionen generelt diskrimination på grund af handicap.

En tvangsindlæggelse skal være i overensstemmelse med disse to rettigheder.

Handicapkomitéens udtalelser ved eksamineringen af stater og udtalelser fra FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder tyder på, at udviklingen går i retning af et opgør med lovgivning, som giver lettere adgang til at frihedsberøve personer med psykisk sygdom end andre personer.

 

Det kan betyde, at kriterierne for frihedsberøvelse skal formuleres sådan, at frihedsberøvelse i psykiatrien kun kan finde sted, når det sker for at afværge overhængende fare for personen selv eller andre.

For så vidt angår tvangsbehandling, fremgår det af Handicapkonventionen, at selvbestemmelse for personer med handicap er af afgørende betydning. Af særlig relevans er konventionens bestemmelse om lighed for loven, hvoraf det fremgår, at personer med handicap så vidt muligt skal have adgang til selv at træffe beslutninger om deres liv.

 

Den øgede vægt på selvbestemmelse ses også ved, at konventionens artikel 17 vedrører beskyttelse af personlig integritet, og at det af ordlyden af artikel 25 om retten til sundhed fremgår, at personer med handicap har ret til sundhedsbehandling på grundlag af et frit og informeret samtykke. Det forhold, at den enkeltes selvbestemmelse skal i højsædet, og at personer med psykisk sygdom skal ligestilles med andre, taler for, at det er særligt problematisk at tillade tvang på grundlag af et behandlingskriterium, det vil sige, hvor borgeren ikke er til fare for sig selv eller andre, men hvor manglende behandling alene er medicinsk tilrådet”.

 

Se hele rapporten her: http://www.menneskeret.dk/…/2014-…/delrapporter/handicap.pdf

 

Læs og forstå FN´s handicapkonvention her: http://menneskeret.dk/emner/handicap/forstaa-konvention

Copyright @ All Rights Reserved